Når soldaterne går til filmen.

Så fik jeg set den, Armadillo – og jeg må sige, at det var noget af en skuffelse. For at få mest mulig action har instruktøren entydigt valgt at fokusere på kamphandlingerne og de aktiviteter, der følger i kølvandet af disse. Og det giver ikke et retvisende billede af, hvad vi rent faktisk prioriterer i Afghanistan – nemlig støtten til civilbefolkningen.
Kamphandlinger har næsten altid negative følgevirkninger for civilbefolkningen. Huse bliver ødelagt, og husdyr bliver slået ihjel, og derfor skal vi undgå at slås, hvor civilbefolkningen er. Og det gør vi. Vi er til stede i det forholdsvis tyndt befolkede område omkring den lejr, der i filmen hedder Armadillo, fordi vi vil holde Taliban væk fra Gereskh, som er en større by i Provinsen. I Gereskh er der stort set ingen kampe, her er (gen)opbygningen i gang og et stærkere lokalt styre under etablering.

Det ærgrer mig, at vores soldater bliver fremstillet som hungrende efter at komme i kamp. Det er ikke en norm, vi ønsker at skabe – vi er der for at undgå kamp og hjælpe civilbefolkningen. Det har og skal gennemsyre vores uddannelse. Men vi træner naturligvis til at kunne nedkæmpe fjenden, skulle det komme til kamp – det er soldatens raison d’etre.

Det ærgrer mig også, at førere og soldater bruger et sprog, som kan sammenlignes med den AK 81’er, som jeg hørte forleden. Det er vel ikke normen. Og det er vel heller ikke normen at stille til appel i bar mave iført sine krigstrofæer – værdighed og disciplin bliver nøglen til udvikling. Især når vi nu skal have afghanske soldater boende i vores lejre. Her skal vi gå forrest med det gode eksempel – i alle forhold.

Filmen har skabt interesse, og den er generelt blevet godt modtaget i befolkningen. Det er da positivt. Nu må vi, som uddanner, blot passe på, at filmens billede ikke bliver den norm, som vi efterstræber. Der har chefer og førere i 1. Brigade et stort ansvar.