onsdag den 1. september 2010

Øv det var skidt!

I sidste uge holdt en af enhederne på Bornholm øvelse og i deres iver kom de lidt for tæt på skole, hvorved elever og lærere blev forskrækkede.
Det ærgrer vi os rigtigt meget over. Det er selvfølgelig ikke meningen, og vi skulle i vores planlægning have taget højde for det.

Det er vigtigt for Forsvaret, at vi har mulighed for at øve os uden for vores øvelsesterræner. Nogle typer enheder, som dem på Bornholm, fylder meget, når de opererer, og det vil ikke give et realistisk billede, hvis man kun kunne øve inden på vores ’egne’ områder. Det har vi altid haft behov for, og i mine 30 år i Forsvaret, har jeg kun været ude for få lignende tilfælde. Ja, en gang imellem laver vi skader med vores tunge køretøjer, men efterfølgende aftaler vi en erstatning med de berørte – så det giver sjældent problemer. Men vi skal naturligvis ikke skræmme børn. Så bevægelser kan foregå overalt, men de planlagte kamphandlinger må gennemføres på mere øde steder og – om muligt – være varslet til de omkringboende.

Så vi vil lige en gang til kigge vores procedurer igennem. Vi vil meget gerne undgå at få pålagt begrænsninger i vores færden – men omvendt skal vi så også være bedre til at forvalte vores frihed.

Frihed under ansvar er en god dansk dyd.


Michael